Sider:

Book en tid

Prøv selv hvad en gratis snak kan gøre for dig.

Se bookingkalenderen her

Tilbud til virksomheder

Læs meget mere her

Månedlige tips til arbejdslivet - tilmeld dig her:
.
.

Nyhedsbrev på arbejde

Fjendebilleder og større bryster

Rektor Iver Grunnet sagde i sin dimissionstale til studenterne på Slagelse gymnasium i dag: “Husk fællesskabet. Sammen er I mere end summen af jer hver især.” En skøn opfordring, som var konklusionen på en rundtur til Paradise Hotel og andre af tidens udtryk for selviscenesættelse blandt de unge. Selviscenesættelse, der giver næring til mange fjendebilleder.

Bekymringen over de unges fokus på individualisering kan man også tit læse i Politiken. Og jeg mærker selv forargelsen simre, når jeg kikker min datter, studinen, over skulderen mens hun ser ‘For Lækker Til Love’, f.eks. Så jeg har spurgt mig selv: Hvad er det egentlig den udspringer af, trangen til at blive set som noget særligt?

For jeg ved jo, at bag enhver adfærd ligger en stræben efter at opfylde menneskelige behov, behov vi alle har til fælles. Men hvilke? Hvordan ville min virkelighed være, hvis jeg f.eks. valgte for åben skærm at bede en ung kvinde om at få lavet større bryster – for ellers ville jeg ikke være interesseret i hende? Hvilken længsel dækker det over?

Gør mig tam, sagde ræven

Her er et bud. De fleste unge i dag har været i daginstitution siden de var så små, at de ikke engang kunne sige ‘far’. Pædagoger vil og gør børnene det godt, og mange af dem har bestemt hjertet på rette sted. Men børnene bliver aldrig særlige i et massepasningstilbud som de ville være hos én voksen, der vil dem.

Hvordan ville jeg have det, hvis jeg ikke havde oplevet at være noget særligt for nogen? Jeg ville være ensom, rastløs, jeg ville støve rundt og længes efter mening i tilværelsen. Måske ville jeg bedøve mig med alkohol eller tjald, være tom og fortvivlet indeni, eller jeg ville have en fornemmelse af at det er verden, den er gal med, ikke jeg. Eller jeg ville jagte rusen ved at blive set, sådan for alvor. Som i Paradise.

Jeg tror vi har et dybt rodfæstet behov for at være noget særligt. At der er nogen, for hvem det gør en forskel om vi er der eller ikke. Hvis det behov har været opfyldt, så giver det en følelse af fylde, af mæthed og åbenhed over for livet, som bringer evnen til at give plads for andre med sig. lille prinsFordi jeg ved, at jeg er nok; nogen har elsket mig. Som ræven i ‘Den Lille Prins’, der længes efter at blive gjort tam, så den kan opleve fylde.

Se dem i øjnene

Dig, der forarges over de unges jeg-centrering, er det også dig der afleverede din søn i vuggestuen før han kunne gå? Det ved jeg du havde dine vægtige grunde til.

Måske ville du gerne vise, at du duede til noget på et job eller en uddannelse, så du kunne opleve respekt, eller du ville sikre en passende levestandard for dig og din familie, så du ikke faldt igennem, og risikerede at være udenfor families og venners kreds.

Det her handler imidlertid ikke om at forstå hele vejen rundt, og så sker der ingenting. Det handler om at møde hinanden med mildhed – og lytte efter om længslen stadig lever. Min forargelse bunder i længslen efter ægthed os mennesker imellem og ansvarlighed over for den opgave, vi alle sammen har med at bringe vores planet og menneskehed gennem de aktuelle truende kriser. I den sammenhæng gør interessen for silikonebryster næsten ondt indeni.

Hvad ville det betyde for dig?

Hvordan kan vi skabe fællesskaber, så de, der længes efter at være noget særligt, og de, der længes efter respekt og inklusion, kan blive set uden at tage opmærksomheden fra ildebranden, der truer? Hvordan kan vi løfte de store opgaver og samtidig sikre, at hver eneste en af os bliver skærmet og får den omsorg, vi har brug for?

Mit bedste bud er at vi skal tage vores unge alvorligt, også når de provokerer os med deres ‘mig, mig og jeg-snak’. Se dem i øjnene og find ind til længslen, hvis de vil slippe os ind. ‘Hvad ville det betyde for dig, hvis du fandt en dejlig kæreste med tilpas store bryster?’ Ro? Selvværd? Identitet?

Og – når den sjældne lejlighed byder sig – fortælle om vores længsel. Vi skal turde se hinanden i øjnene i stedet for at give efter for den nemme forargelse – se tovejs. Vi skal inddrage hinanden. Det er for nemt at desse, og det sløjfer bare tilbage til afstand, mig-selv-nok og fjendebilleder. Kontakt skaber nyt.

 

Share on Facebook

Comments are closed.